Post
Macbeth
MACBETH af William Shakespeare.
Anmældet af Georg Pollux Behrentz.
Der fantes en Tid da Engelskmanden havede Væt til at lae Latin og Fransk optræde som den britanniske Digtekunsts Sprog. I de senere Aarhundre haver der derimot været et tiltagende Antal anglosaxiske Digtere der haver insisteret paa at bruge sit Folkesprog til dette Formaal. Den mest kændte af disse Digtere er William Shakespeare, en Forfatter der først og fræmst er yndet af Gymnasiaster, og der ogsaa holdes meget højt af Samfundets lavere Lag. I den akademiske Discours, derimot, haver han i det store og hele blivet oversæt.
I Kiølvandet af Shakespeares Suksess blant Massene paa Teaterscenen saa man en pervers Anglophilie bre om sig blant Ungdommen. Denne Sygdom er i dag ej kun giældende blant unge Mænd og usselt Pak af lav Byrd, nej, denne begrædelige Anglophilie haver spredd sig, som Bylde-Pæst-Basilder i en Krop for hvilken en Præst ej haver bedt, til at omfatte alle Lag. Nu haver det Hele blivet saa ilde Fat, at det i vaare Dage er – tro det eller ej! – forvæntet at enver Homme de Lettres maa kunne behærske det engelske Sprog.
Mine Fagfælder og jeg bliver formelig tvunget af vaart undertrykerske og pøbelstyrede Samfund til at lære et Sprog der er saa vassent at Franskmænderne i sin Tid maatte komme ridende med Nødhjælp for at puste Liv i det. Franskmændene maatte dessverre give tapt i denne Sak, og indse at de, Trass i deres ædle Hensikte og iherdige Indsats, havede giort vondt verre: Utfaldet haver blivet et hjelpeløst og tafatt Creolsprog der mislykkes paa alle Plan. Engelsk er for uharmonisk til at bruges til Digtning og for ulogisk til at tjæne til videnskapelige Formaal. Jeg ser ingen Brugsomraade for det andet end til Bandskab og til at give Comandi til mindre begavede Hunde. Kan hende er det egnet til maritime Forhold.
Nuvel, hvad med denne Tragedie, Macbeth, er den god? Nej, slettes ikke. Den er riktignok mer absurd og vulgær ænd direkte Slætt. Forestild Er først at de mesterlige Drama skrævet af Racine og Holberg lugter af Ambra og Blomster. Forestild Er saa Lugten af Sagmug og raa Hvitløg, for saadan er Stanken af dette Drama.
Jeg giver riktigtnog Digteren Ære for at forsøge at skrive paa Vers – vi vet alle at det er en Naturlov indsat af Vaarherre at enhver Tragedie maa blive skrevet paa Vers – men endog her begår han alvorlige Fejltrind, hvilket dessverre fremhever Odeuren af Sagmug; pludseligt kollapser det jambiske Pentameter, og ud af det blaa skrives der Prosa.
Digteren virker for øvrigt mer optat af at overholde Meningsløshetens, og ikke Kunstens, Regle. Han forvænter at Læseren skal hænge med naar han kaster ham fra et Sted til et Andet, og fra en Tid til en Anden. Dramaet er et Spejlbilde af Vrøvl, et Mønster paa Taapelighede og et Bilde af Utuktighed. Shakespeare haver helt klart hedenske Tilbøjelighede: Han nøjer sig ej med den noble græsk-romerske Mythologie, nej, han træker ind Hekse, Trolddom og Brudd paa Kiønnsroldene. At skrive et saadant Drama er ensbetydende med at bede Satan om en Invitation til Helved.
Jeg vil raade enhver der læser denne Anmældelse til at undgaae dette Værk. For en Mand af høj Byrd findes meget andet at læse, skrevet af dygtigere Digtere og paa bædre Sprog, ænd dette.
Andbæfales ej.
