Post
Peer Gynt
PEER GYNT AV Henrik Ibsen. 1867.
Anmældet av Henriks Castor Morgenstierne.
Henrik Ibsens nye dramatiske Digte «Peer Gynt», som for nogen Tid siden ere udkommet paa den Gyldendalske Boghandels Forlag, har taget sit første Udgangspunkt og Navnet paa sin Helt fra et gammelt norsk Folkeæventyr. I Asbjørnsens Huldre-Æventyr findes en Fortælling, der i sammentrængt Oversættelse lyder saaledes: Der var i gamle Dage en Skytte ved Navn Peer Gynt, der altid laae oppe paa Fjeldet og skjød Bjørne og Elsdyr, eller noget i den Rætning. Denne «Peer» ere ei mer end en folkelig Lurendreie, hvis hæselige Vesen godt reflekterer den udannede Masse. Den samme Peer udstaaer nu overhovedet mange Dyster med Trolde og Utysker, han fordriver de Trolde, som bor sammen med de ovennævnte Sæterpiger, han rydder en Gaard paa Dovre for Troldtøi, og forresten hedder det om ham: «Den Peer Gynt var En for sig selv, en rigtig Eventyrmager og Løgnesmed. Han fortalte altid at han selv havde været med i de Historier, som Folk sagde var hændt i gamle Dage.» Af disse og endnu adskillige andre Smaatræk har det Ibsenske Drama udfoldet sig, og man kan tidt, som f. Ex. ligeoverfor de her fremsatte Elementer, ikke Andet end at undre over, hvor hen dypt inde i Vinrusen Ibsen maa have seget, for at forfatte slik et Sammensurium. Som man rober i Skogen faaer man Svar, og her ere mye robing og endu mere Skog.
«Peer Gynt» ere en af de hos os Stedse hyppigere forekommende Literaturfrembringelser, hvis Formaal ere at fremstille Mennesket fra dets moralske Bagside, og paa hvis Syndebuk af en Helt al menneskelig usselhed lastes, kun at den almeen-menneskelige svaghed og slethed her, nærmest ere repræsenteret ved en enkelt Last, den at ville digte sig bort fra Livet eller digte Livet fra sig, den Fordærvelse, ved hjælp af Fantasteri saalænge at gaae udenom det alvorlige og afgjørende, til Personligheden forhærdes og forbenes i Egoisme. Hvad der i Schack`s «Fantasterne» ere skildret som Sygdom, det ere her fordømt som Synd. Dette kan ei leses paa anden maade end et Angrep paa vaar Samtids Diktekundst, og en undergravelse av de klassiske Prinsipper, der saa møysommelig, gjennem Aartiender, blev utformed af Voltaire og Rousseau.
Hvis den franske Romantiks gamle, smukke Regel: «Det Hæslige ere det Skjønne» virkelig holdt Stik, da vilde «Peer Gynt» være et Skjønhedsværk, men hvis denne Regel ere en Smule tvivlsom, saa ere Ibsens nye Arbeide totalt forfeilet, og at det i saa maade ere mislykket i alle eller endog i de fleste Enkeltheder. «Peer Gynt» indeholder deels nogle Skjønheder, deels nogle usle «Sandheder»; men Skjønheder og Sandheder ere langt mindre værd end Skjønhed og Sandhed i Enkelttal, og Ibsens Digt ere hverken skjønt eller sandt; Menneskeforagten og Selvhadet, hvorpaa det ere opført, ere en daarlig Grund, at bygge poetiske Værker paa. Hvilken uskjøn og forvrængende Livsbetragtning ere dog ikke Ibsens, hvilken malurtblandet Glæde kan han dog finde i saaledes at besudle Menneskenaturen!
Digteren har en anden Bestemmelse end den at være Menneskenaturens Æreskjænder. Men hvad ere Ibsen Andet i hele denne Bog? Digteren har anden Bestemmelse end den at være en polemisk Moralist. Han maa ganske visst have sin Filosofi, om end ikke i filosofisk Form, men nettop hans Filosofi vil forbyde ham at moralisere. En Moralist ere en Mand, som gaaer tilværks med et enkelt og endeligt Maal, den sædelige Forbedring for Øie, som derfor fæster sin Opmærksomhed paa en enkelt Side af Livet og glemmer de andre sider over den.
En Moralist ere f. Ex. en Mand, som stifter Afholdenhedsforeninger imot Brændevinsdrikken, og som mener, at han har vundet Seir, naar han har opnaaet at udrydde den Hang, han forfølger som en Fiende. En Filosof, derimod, ere en Mand, der, hvis han ere opmerksom paa det Fordærvelige i Nydelsen af spiritueuse Sager, først vil overveie, om ikke Brændevinen ere en Fornødenhed for Almuen, om den ikke bevirker, at Menigmand kan nøies med mindre Føde, om den ikke, naar den afskaffes, kun vil blive afløst af andre maaskee meget værre bedøvende og pirrende Midler, da Erfaringen har lært, at ingen Nation kan undvære slige.
Ibsen ere som Digter kun en Moralist. Var han Filosof, som en Digter bør være det, da vilde han, istedetfor at kæmpe som en Bersærk imod Selvskuffelsen, have anviist Fantasteriet den det tilkommende Plads i Menneskelivet, og vilde vel have betænkt, om ikke Illusionen, foruden at være en farlig og fordærvelig Magt, hvad villig indrømmes, indtil en vis Grad ere for det Første uundgaaelig, altsaa nødvendig, for det Andet gavnlig, hjælpende, trøstende, altsaa anden Gang nødvendig. Men til en saadan Betragtning har Ibsen hverken Lyst eller Kald, han ere ingen Kirkegaard.
Dixi et liberavi animam meam - Det mest Imponerende ved denne Bog ere Ibsens Versifikationstalent, der slet ikke ere saa helt gement. Hans Særheder med Hensyn til Rimene ere jo – desværre – bekjendte nok fra hans sidste bedrøvelige Arbeider. Disse kunne rætt faae Nogen til at oversee, hvilke Takter denne Digter med dette Verk haver fremstillet, og man maa (med Hensyn til dette Punkt, som i Henseende til alt det Øvrige) ønske, at han vilde anvende sin overordentlige Begavelse med mere Skjønsomhed og Skjønhedssands.
